Året 1854 var et brydningstidspunkt for Nakskov. Byen stod med det ene ben i den gamle, traditionsrige købstadsverden og det andet i den begyndende industrialisering. Danmarks Grundlov var kun fem år gammel, og herregårdenes magt dominerede stadig det rige, lollandske landbrugslandskab.

Nakskov var Lollands førende og største købstad, men set med nutidens øjne var den lille – befolkningstallet lå på omkring 3.000 indbyggere.

Bybilledet var tæt, intimt og præget af de store, gamle bindingsværks-købmandsgårde med dybe baggårde, pakhuse og stalde (flere af dem kan stadig ses i dag, som f.eks. Theisens Gård). Gaderne var brolagte med toppede brosten, og lugten af hestemøg, saltfisk, korn og røg hang i luften. Midt i byen knejsede Sankt Nikolai Kirke, som stadig bar minderne fra tidligere tiders krige.

Havnen var byens absolutte hjerte. I midten af 1800-tallet var den blevet uddybet, og her mødte det flade lollandske landbrug havet. Havnen summede af liv med skibe, der lastede korn (Lollands “gule guld”) til eksport og lossede varer som kul, kolonialvarer og tømmer.

Klasseskellet var markant og definerede dagligdagen i 1854:

• Borgerskabet og købmændene: Byens top bestod af rige købmænd, håndværksmestre og embedsmænd. De boede i store huse ud mod hovedgaderne og Axeltorv. Det var en tid, hvor driftige folk udefra søgte til byen for at skabe forretning – eksempelvis etablerede hattemageren Jacob Goldstein sig i byen netop i 1854.

• Arbejderne og tyendet: Den jævne befolkning arbejdede hårdt på havnen, i håndværkerfagene eller som tjenestefolk. Boligerne i sidegaderne og stræderne var små, mørke og ofte fugtige.

• Hverdagens rytme: Man fulgte dagslyset. Gasbelysning og elektricitet fandtes ikke; man brugte tællelys og petroleumslamper. Maden blev lavet over åben ild i store komfurer, og kosten var tung: grød, saltet flæsk, rugbrød og øl (vandet i brøndene var ofte halvdårligt).

I 1854 var jernbanen endnu ikke nået til Lolland (banen til Nakskov kom først tyve år senere, i 1874). Rejser foregik i et helt andet tempo end i dag:

• Til lands: Ville man ind i landet eller til de andre lollandske byer som Maribo eller Nykøbing, foregik det med hestevogn eller med den kongelige postvogn (dagvognen). Vejene var grus- og jordveje, som om vinteren forvandledes til dybe, mudrede hjulspor. En rejse over Lolland tog timer – nogle gange en hel dag.

• Til vands: Havet var den hurtigste “motorvej”. Fra midten af 1800-tallet begyndte de moderne dampskibe for alvor at supplere sejlskibene. Fra Nakskov Havn var der fast dampskibsfart til København og ikke mindst sydover til Kiel (som dengang var en vigtig indgangsport til det dynamiske tyske område).

Netop i 1854 blev en af Nakskovs mest markante institutioner etableret: Hotel Harmonien. At byen havde brug for en stor gæstgivergård (et hotel) i netop de år, skyldtes flere ting:

• Handel og rejsende: Nakskov var det trafikale og økonomiske knudepunkt for hele Vestlolland. Købmænd, skipperne fra skibene og rejsende håndværkere (der rejste “på valsen”) strømmede til byen. De havde brug for et sted at spise, sove og stalde deres heste op.

• Det sociale samlingspunkt: En gæstgivergård i 1854 var meget mere end et hotel. Det var byens kulturelle hjerte. Her mødtes det lokale borgerskab for at diskutere politik (hvilket var højaktuelt efter Grundlovens indførelse i 1849), læse aviser, holde fine baller og mænges med de rejsende, der bragte nyheder med sig fra København eller udlandet.

• Infrastruktur for handelen: Forretningsaftaler blev ikke lukket over e-mail, men over et krus øl eller en middag i gæstgivergårdens rejsestald eller sal. Gæstgivergården var smøremidlet i 1850’ernes handelsliv.

Vi har ikke kunnet finde kilder der beskriver, præcis hvornår byggeriet gik i gang, men I 1867 var opførelsen af en stor, markant bygning som Hotel Harmonien i en dansk købstad et omfattende og samfundsmæssigt stort projekt. Byggeriet foregik i en brydningstid: Industrialiseringen var lige begyndt, men det meste arbejde blev stadig udført med rå håndkraft og traditionelle håndværksmetoder.

Her er en beskrivelse af hvordan byggeriet kunne have foregået:

På byggepladsen i hjertet af Nakskov står den lokale bygmester og styrer slagets gang med sine håndtegnede skitser over det nye, stolte hotel. Rundt om ham er jorden gravet væk med ren håndkraft, hvor daglejere har svunget skovle og trillebøre i ugevis for at gøre fundamentet klar. Fra de lollandske skove og de lokale teglværker ruller hestevognene ind med tunge ladninger af råt tømmer og nybrændte mursten, som danner rammen om byens nye samlingspunkt.

Der er intet syn af moderne maskiner, og det fysiske arbejde er benhårdt. Mørtlen blandes i store kar med håndkraft, og murersvendene lægger flittigt sten på sten, mens bygningen rejser sig bag et gigantisk stillads af svære træstammer, der er surret solidt sammen med reb. Uden kraner må slidsomme arbejdsmænd gå i fast rutefart op ad de stejle stiger med tunge rammer af mursten spændt på ryggen. Da de massive tagspær skal hejses op i højden, lægger folkene alle kræfter i ved rebtaljerne, godt hjulpet på vej af et prustende hestespil på jorden.

Indenfor i råhuset arbejder de lokale snedkere i spåner og støv med at tilpasse døre og vinduer i hånden. Der arbejdes i et intenst tempo fra solopgang til solnedgang, seks dage om ugen. Da arbejdet endelig er fuldført i 1867, står det færdige Hotel Harmonien tilbage som et monument over det imponerende håndværk, byens egne folk har præsteret med rå muskelkraft.